DSDH
Her er plads til alle
Vi tager udgangspunkt i dig
Vi er overbeviste om, at alle mennesker har et potentiale. Og vi har både tiden, lysten og pladsen til at forløse alle vores elever: Dig, som kommer for at teste din interesse for de kreative fag. Dig, der tager orlov for at gå på højskole, fordi du trænger til nye udfordringer eller frisk luft til at se det hele fra en ny vinkel. Eller dig, som kommer for at kvalificere dig til én af de eftertragtede kreative uddannelser.
På DSDH er du i centrum, og vi tager udgangspunkt i dig uanset, hvilket niveau du befinder dig på. Vi kommer dig i møde, hvad enten du kommer fra Danmark, Norge, Sverige, Island, Japan eller et helt femte sted i verden. Hovedsproget er dansk, men vi oversætter gerne til engelsk, hvis det er nødvendigt.
Vores omgivelser
DSDH ligger smukt placeret på en landlig plet mellem Aarhus og Randers. Omringet af marker og skovstykker til alle sider. Højskolen blev grundlagt i 2000 af en flok entusiastiske og ambitiøse folk, der mente, at den hjemlige højskoleverden manglede et sted, som samlede mode, arkitektur og grafisk design under ét tag.
I dag råder vi over 6.000 kreative kvadratmeter, og vores værksteder er åbne døgnet rundt. Der er voldgrav i baghaven med guldsmede og brummende bier i sommermånederne og skøjteløb og bladløse kastanjetræer, når vinterfrosten sætter ind. Det er ikke uden grund, at både vi og vores elever er ret begejstrede for højskolens omgivelser.
Fritid
På DSDH tror vi på et liv efter undervisningen. Vi ved af erfaring, at vores elever har brug for at kunne smide arbejdet fra sig, puste ud og lade hyggen og det sociale samvær tage over. Så uanset om du vælger at tage et halvt eller helt år på højskolen, så er livet på DSDH andet og meget mere end design.
Fest
Det er vigtigt at kunne slippe blyanten, slukke computeren eller lægge saksen fra sig og slå sig løs med ens nye kammerater. Vores elever er berømte for at arrangere nogle forrygende fester – fra bryllupsbal over techno rave til bad-taste-party. Medbring smoking eller tweedsæt. Stiletter og langhårede parykker. Storblomstrede spinlonkjoler eller et par af 60’ernes aflagte plateausko.
Skolen har desuden en velassorteret elevbar, der holder åben i weekenderne, så medbring endelig opskrifterne på dine personlige favoritter, når der skal cocktails og long drinks på bordet.
Sundhed
Din hverdag på DSDH er fyldt med undervisning og andre krævende aktiviteter. Der er tryk på det meste af tiden, og det kræver en sund livsstil at holde fokus og skabe overskud hele vejen til mål.
Vi tror på, at der er en klar sammenhæng mellem fysisk aktivitet og kreativt overskud. Vores omgivelser indbyder til lange gåture, udfordrende løb og cykling – både på landevej og i skovene omkring højskolen.
Du har også mulighed for at benytte dig af vores motionsrum med alle de vigtigste redskaber til en varieret omgang styrketræning, så du holder din krop sund og stærk. Hvis du har brug for vejledning, har flere af højskolens ansatte mange års erfaring med blandt andet styrketræning og crossfit.
Mad
Mad handler ikke kun om at blive mæt. Det skal også være en oplevelse, der sætter spor og efterlader smagsløgene glade og tilfredse. På DSDH har vi et 24-timers køkken, der serverer krydrede fusionsretter, fantasifuld vegetarmad, danske klassikere og måltider inspireret af gastronomiske traditioner fra hele kloden. Køkkenet holder også åbent, når køkkenpersonalet er gået hjem – af hensyn til hyggespisere og hårdtarbejdende natteravne.